DKK 3.000,00 Ekskl. kortgebyr

Rejse til Sri Lanka

16.01.2017 kl. 12:00 Rejse til Sri Lanka - Djurslands Bank Grenaa, Grenaa
Køb billet

Billetsalget er slut

 

DKK 3.000,00 Ekskl. kortgebyr

Prisen for rejsen er i alt 15.900 kr. Depositum v. tilmelding 3.000 kr.

Rejse til Sri Lanka i samarbejde med Djurslands Bank og Viktors Farmor.

Tænk at stå ved rælingen og se havets jumbo, en blåhval på måske 200 tons, pløje sig gennem vandet ganske tæt på båden. At høre den prustende lyd, når hvalen sender en søjle af vand og udåndingsluft højt til vejrs. Eller at opleve flokke af delfiner boltre sig langs båden på denne safari til havs. At sidde i en jeep i skumringen og spejde efter leopard, elefant og vandbøffel.

Alt dette er muligt på Sri Lanka. Rejsen går gennem nogle af de mest fascinerende steder på øen udfor Indien med det gamle navn Ceylon. Et skatkammer af natur og dyreliv.
Højdepunktet er en hval-safari ud for Sri Lankas sydspids. Ud for kysten går havbunden lodret nedad og er derfor et velforsynet spisekammer for blåhvaler og kaskelothvaler. De boltrer sig i farvandet fra november til april. Man mener, de er på træk mod varmere vande i Det Arabiske Hav, men der er så meget plankton ud for Sri Lanka, at de bliver hængende et stykke tid og nyder godt af retterne. Sri Lankas sydspids er et af de bedste steder i verden at opleve blåhvaler og kaskelothvaler bl.a. fordi hvalfangst har været forbudt i Det indiske Ocean siden 1980-erne.
Men der er mange flere oplevelser at hente i Sri Lankas storslåede natur.
Vi besøger to nationalparker med bl.a. elefanter, leoparder og læbebjørne og et væld af fuglearter.
Endeløse themarker i højlandet og livlige buddhistiske templer er også nogle af de billeder, vi får med hjem fra denne fantastiske rejse.

Rejsens højdepunkter
  • Kaskelot- og blåhvaler i havet syd for Sri Lanka
  • Elefanter og leoparder i Yala nationalparken
  • Bundalas Wetlands med et rigt fugleliv
  • Theplantager og byer fra kolonitiden i det sydlige højland.
  • Den fortryllende hellige by Kataragama
  • Det smukke hvide fort i Galle, et hollandsk fort fra det 17. århundrede.
  • Sri Lankas traditionelle danse.
Maks 25 deltagere

Pris pr. person
15.900 kr.
Depositum v. tilmelding 3.000 kr.
Restbeløbet opkræves ca. 8 uger før afrejse.
Tillæg for eneværelse: 2.800 kr.


Dato
Mandag den 16. - 27. januar 2017

Tid
Tidspunkt for afrejse og transport til lufthavnen opdateres senere.

Program
1. Dag
Afrejse

2. Dag
Ankomst til Sri Lanka - Kandy
Vi ankommer til Sri Lanka om eftermiddagen og kører derefter til Kandy, hvor vi er fremme om aftenen.
Byen ligger på en slette midt imellem høje bjerge og slynger sig rundt om Sri Lankas største flod: Mahaweli. Byens behagelige, tempererede klima, dens sceniske placering og dens rige historie har gjort den til et yndet opholdssted for rejsende. Byen er også den naturlige port ud til højlandets bjergtoppe. I næsten to århundrede var Kandy et tilhørssted for det stolte kandyanske kongerige, indtil riget faldt for briterne i 1815.
Vi har to overnatninger i Kandy.

3. Dag
Kandy
Formiddag besøger vi den botaniske have Peradeniya lidt uden for Kandy. Parken har eventyrlige eksotiske træer og et væksthus med blomster og farver.
Herefter besøger vi Tandens Tempel, Sri Lankas helligste sted. Efter sigende ligger Buddhas hjørnetand gemt i et antal rigt udsmykkede ædelstensbesatte relikvieskrin. Vi besøger også museet ved siden af.
Eftermiddagen er fri til på egen hånd at udforske Kandy by og centrum.
Sidst på eftermiddagen ser vi et kulturelt danseshow nær ved Kandy søen.

4. Dag
Nuwara Eliya og med tog til Haputale
Vi kører for alvor op i bjergene mod Nuwara Eliya med udsigten over themarker og -plukkere. Vi gør holdt ved en mindre thefabrik og får forklaret om hele processen og bliver klogere på forskellen på den grønne og den sorte the. På topskuddet og det støv, som de lokale kalder the.
Nuwara Eliya er en idyllisk bjerglandsby i 1868 meters højde med huse og hoteller i et levn fra en engelsk tid.
Klimaet i Nuwara Eliva er dejligt køligt og behageligt. Vi går en kort tur i den overskuelige by med marked, handel og liv.
Vi forlader det engelske og det fine i bytte for et tog med en udsigt af de sjældne. Vi kører strækningen fra Nanu Oya til Haputale i et tempo, hvor tiden kan følge med.
Herefter kører vi til vores hotel med storslået udsigt til grønne toppe og bjerge. Vi har en overnatning i Haputale.

5. Dag
Haputale - Uda Walawe
Om formiddagen er der tid til at slappe af ved poolen og nyde udsigten.
Efter to dage i højderne bevæger vi os ad bjergveje mod lavlandet. Udsigten og det flotte landskab følger med os hele vejen ned. Ved foden af plateauet, tager vi en kort afstikker mellem søer, regnskov og dyreliv til den 16 meter høje Buddha statue Buduruwagala, der er udskåret direkte i en klippe.
Vi ankommer til Uda Walawe, hvor vi har én overnatning.

6. Dag Uda Walawe - Tissamaharama
Vi har formiddagen fri på egen hånd. Der kan tilkøbes (bestilles hos rejselederen) en game drive i Uda Walawe nationalparken. Bevoksningen i Uda Walawe nationalparken er lav, og det er derfor nemt at se de mange dyr i parken. Her lever omkring 500 elefanter. De bevæger sig ofte rundt i store flokke. Bøfler og dådyr holder dem ved selskab sammen med desmerdyr, sjakaler, varaner og krokodiller samt et utal af fuglearter. Der findes også leoparder og læbebjørne i parken, men man skal være noget heldig for at se dem.
Midt på dagen besøger vi Elephant Transit Camp i Uda Walawe. Her bor ca. 40 unge elefanter, for det meste forældreløse unger, eller andre individer, som er ved at komme sig efter en skade, før de slippes ud i det fri.
Hen på eftermiddagen når vi Tissamaharama. Den fredfyldte og rolige by Tissamaharama, der var hovedstad i det gamle Ruhunu kongerige i det 2. årh. f.Kr. Tissa er præget af de omkringliggende søer, de gigantiske Buddhist Dagobas (templer), frodige, grønne rismarker og lotus-fyldte søer, der tiltrækker mange vandfugle - inklusive skarv, purpurhejre, rovterne og den indiske skovstork.
Aftenen er afsat til besøg i Kataragama, et helligt pilgrimsmål for flere religioner. Den hinduiske del kan være et cirkus af ritualer og ceremonier, som får vores nordiske prosaiske livsholdning til at blegne.
Fade fyldt med frugt og farver, aroma og dufte fra brændende røgelse og olielamper, lyden af kokosnødder, der knuses om kap med kimende klokker. Alt dette er med til at skabe en helt fortryllet atmosfære.
Vi har to overnatninger i Tissamaharama.

7. dag
På heldags-safari i Yala nationalparken
Yala nationalparken dækker over 126,768 hektar beskyttet område bestående af krat, slette, lagune og klippeskråninger. Yala byder på det bredeste tværsnit af landets dyr og planter. Her er der store muligheder for at se “de tre store” – elefant, leopard og vandbøffel samt et utal af fuglearter. Der er også gode chancer for at se læbebjørne.
Vi tager på en heldags safari i Yala nationalparken på udkig efter leoparder, aber, elefanter, hjorte, hulepindsvin, krokodiller, vortesvin, vandbøfler, læbebjørne samt påfugle og isfugle.

8. Dag
Fuglesafari i Bundala nationalparken
Efter morgenmad tager vi af sted for at opleve Bundala nationalparken. 197 fuglearter er blevet registreret her, hvoraf de 139 er standfugle og 58 er trækfugle. De sidstnævnte ankommer i løbet af nordens vinter (sept.-marts). Bundala nationalparken ligger i en halvtør zone/steppezone, hvor nedbør er meget sæsonbetonet. Den største nedbørskilde er den nordøstlige monsun (dec.-feb.).
Efter safarien kører vi med vores bus langs sydkysten. Undervejs stopper vi ved Dondra templet.
Vi har tre overnatninger på sydkysten af Sri Lanka.

9. Dag
Hvalsafari
I dag tager vi på hvalsafari for at opleve de store hvaler. Mirissa området betragtes som et af de bedste steder i verden at tage hen, hvis man gerne vil se blåhvaler og kaskelothvaler. Disse giganter og de lidt mindre, men charmerende artsfæller, samt snurredelfiner, kan spottes i det dybe hav syd for kystbyerne Galle, Mirissa og Kirinda. Hvalerne kommer ind til kysten fra slutningen af november til starten af maj.

10. Dag
Strand - Galle
Vi har dagen fri til at slappe af ved swimmingpoolen eller ved stranden.
Hen på eftermiddagen kører vi op ad sydvestkysten til Galle. Vi udforsker det hollandske fort og de smalle gyder med fine design og kunstbutikker. Byens strategiske placering har tiltrukket både portugisere, hollændere og englændere, og i mere end 4 århundreder har Galle været et administrativt center for kolonimagterne og er i dag på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

11. Dag
Strand og hjemrejse
Efter morgenmaden kører vi til Wattala lige nord for Colombo. Vi har eftermiddagen fri til at slappe af ved swimmingpoolen eller ved stranden. Lidt i midnat kører vi til lufthavnen og begynder vores hjemrejse.

12. Dag
Hjemkomst

Prisen dækker
  • Fly fra København - Colombo tur/retur
  • Hoteller/lodges/pensionater med halvpension
  • Kørsel i bus m. aircondition
  • Kørsel i jeeps i Yala nationalparken
  • Hvalsafari bådtur
  • Togbillet fra Nanu Oya til Haputale
  • Dansk rejseleder
  • Engelsktalende lokalguider
  • Parkafgifter
  • Entréudgifter
  • Kulturelt danseshow
  • Drikkepenge til lokalguide og chauffør

Ikke inkluderet
Afbestillings- og rejseforsikring
Visum (pt. 35 USD)

Praktiske oplysninger
Passet skal være gyldigt 6 måneder efter hjemrejse

Viktors farmor er teknisk arrangør.



Maks to billetter pr. husstand.